En havørn fløj for lidt over et år siden rundt på Lolland, da en person med et haglgevær skød den fredede fugl ned.
Dengang var formanden i Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, forarget over, at der efter en røntgenundersøgelse af havørnen blev fundet hagl i den fredede fugl, og han mente, at det var "helt utilstedeligt," at havørnen var blevet skudt ned.
Nu vil miljøminister Magnus Heunicke (S) sætte ind overfor kriminalitet på vilde og fredede dyr.
I en pressemeddelelse fra miljøministeriet, siger ministeren, at "det er dybt alvorligt at skyde fredede dyr eller lægge ulovlig gift ud. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at faunakriminalitet er groft uacceptabelt og vidner om mangel på respekt for vores natur- og dyreliv."
Derfor vil ministeren i et kommende lovforslag gøre op med kriminaliteten mod fredede dyr, så f.eks. hændelsen med havørnen på Lolland ikke gentager sig.
Lovforslaget forventes fremsat 2024.
Dyrepolitiet
Tidligere har blandt andre formanden for den lokale af Danmarks Naturfredsningsforening på Lolland, Ole Westerholt Jørgensen, argumenteret for, at der skulle nedsættes en særlig politienhed, som opklarer kriminalitet mod fredede og vilde dyr.
- Bare det fænomen, at det bliver meldt ud, at der er sådan en enhed, vil jo sætte præcedens: Nu gør vi det ikke mere, sagde Ole Westerholt Jørgensen til Folketidende 13. november 2022.