I Nykøbings gader kørte tre unge mennesker sig onsdag aften en tur på el-løbehjul, men da de kom til det røde lys, havde de ikke planer om at stoppe køreturen.
I stedet valgte de at drøne over lyskrydset mellem Engboulevarden og Vestensborg Alle sikkert i den tro, at ingen ville opdage det.
Men politiet stoppede de tre og sigtede dem for lovbruddet.
Det var dog ikke den eneste bøde, som de kunne tage med sig hjem. De tre unge løbehjuls-løbere havde nemlig heller ikke cykelhjelm på, hvilket også er lovpligtigt.
Det beskriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport for onsdag.