Hjemsøges af mareridt: - Det var forfærdeligt

LOLLAND: - Jeg skulle have været på et skolehjem, et rigtigt skolehjem. Men jeg blev sendt til Godhavn. Mareridtet derfra forfølger mig stadig.

Udadtil er Henrik Lindberg Larsen en stor og stærk mand. Tidligere mangeårig sømand. I dag 71 år. Og bosiddende på et lille husmandssted for enden af en lang og hullet grusvej på det midterste af Lolland. Her hugger han brænde, fodrer høns og ser Lollandsbanens tog passere ude i horisonten.

Og så hjemsøges han ofte af de mareridt, han som ung blev udsat for på drengehjemmet Godhavn i det nordlige Sjælland.

- Vi fik tæsk, blev ydmyget - og jeg blev voldtaget af en lærer. Det var forfærdeligt at være der. Og jeg skulle aldrig være endt der.

Henrik sidder med stakken af papirer foran sig. Journaler om hans tid på Godhavn. Gamle breve udvekslet mellem hans hjem, drengehjem og kommunen. Private brevvekslinger og officielle papirer. Det hele vidner om hans tid på Godhavn.

Men den sande historie om årene på drengehjemmet rumsterer i Henriks hoved. Han fortæller, tøver og tier. Det er svært.

Men ordene skal frem. Og de underbygger det i offentligheden allerede velkendte billede af et drengehjem, der var et mareridt for drengene. Et mareridt, der i 2019 udløste en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen. Og en kontant erstatning til en gruppe af de tidligere såkaldte Godshavns-drenge.

Men ikke til Henrik Lindberg Larsen.

Hans historie begynder i 1951. Andetsidste barn i en søskendeflok på seks. Familien bor først i Vanløse og siden i Brøndby fra begyndelsen af 1960’erne. Tilværelsen er hård, økonomien er presset.

- Jeg blev nok lidt glemt i familien. Jeg er ordblind og har det, som man i dag nok kalder ADHD. Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Og jeg skulle have været til et sted, hvor de kunne hjælpe mig med at læse og leve et bedre liv. Men jeg endte det modsatte sted, på Godhavn.

Henrik nåede at være på drengehjemmet i næsten tre år. Han har aldrig tilgivet sin mor, at hun ikke opdagede, hvor hårdt det var for ham. Moren døde for omkring 15 år siden.

- Det var min storesøster, Kirsten, som fik mig væk fra stedet. Hun kunne se på mig, at noget var galt. Hun hjalp mig væk fra Godhavn. Sammen med min bror, Lars. De reddede mit liv.

Henrik Lindberg Larsen stak derefter til søs. Blev sømand. Og prøvede at fortrænge overgrebene, tæskene, ensomheden, fortvivlelsen fra årene på Godhavn.

- Det lykkedes til dels. Jeg sejlede, festede, drak. Og holdt på den måde mareridtet på afstand. Den gang kendte folk jo heller ikke til sandheden om Godhavn. Når nogen en sjælden gang spurgte ind til min tid der, så kunne jeg mærke, at det gjorde ondt.

Henrik Lindberg Larsen kom til færgerne i Rødbyhavn. Stiftede familie. Sejlede også på færgerne i Helsingør. På et tidspunkt faldt han ned fra en mast. Fik delvist ødelagt begge ben. Arbejdede med forskelligt andet. Blev senere førtidspensionist. Senere folkepensionist. Og for 22 år siden købte han gården på Lolland sammen med hustruen, Hanne. Hende mistede han for 12 år siden.

- I dag prøver jeg at klare mig selv bedst muligt. Og jeg synes da, at det går. Jeg er tilfreds med livet, men jeg synes, det er hårdt. Særligt når minderne om tiden på Godhavn myldrer frem. Godhavn er en skamplet på Danmark. Jeg vil tro, at 60-70 procent af dem, der var på Godhavn samtidig med mig, i dag enten har det dårligt eller er døde. Jeg har prøvet at se filmen om Godhavn, men måtte slukke efter kort tid. Og det var meget værre i virkeligheden. Hvordan kunne det finde sted? spørger Henrik Lindberg Larsen i dag.

Han var ikke med i den første gruppe af drenge fra Godhavn, der fik erstatning. Og han fik heller ikke den direkte undskyldning fra statsministeren.

- Jeg har nu afleveret mine papirer fra Godhavn til advokaten. Jeg håber ikke, det er for sent at blive anerkendt. Jeg kunne godt bruge pengene, for at være helt ærlig. Men for mig vil det også betyde et slags punktum for den del af mit liv, som stadig hjemsøger mig. Tiden på Godhavn var og er et mareridt.