Annonce
Lokal nyt

Ny lov rammer primært billige boliger

Ny lovgivning vil kræve udskiftning af ældre brændeovne ved huskøb. Foto: Claus Bonnerup/Arkivfoto

Lovgivning om skift af brændeovn kommer til at fylde meget i billige boligers økonomi.

LOLLAND-FALSTER Folketinget er netop nu i gang med at behandle et lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin (S), som tvinger boligkøbere til at udskifte eller fjerne gamle brændeovne ved ejerskifte.

Loven vil betyde, at boligkøbere efter et ejerskifte vil skulle nedlægge eller udskifte brændeovne i deres nye bolig inden for 12 måneder, hvis brændeovnen er lavet før 2003.

Hos ejendomsmæglerfirmaet John Ole Hansen i Nykøbing siger medindehaver og ejendomsmægler Lasse Øster, at en sådan lovgivning kan komme til at betyde noget for handlen med ældre ejendomme i den billige ende af skalaen.

- Men jeg er mere bekymret for udfasningen af oliefyr, siger Lasse Øster.

- For billige ejendomme, som stadig har oliefyr og brændeovne som primære varmekilder, vil udskiftningen af brændeovne komme til at fylde meget i økonomien, når der samtidig er udsigt til, at oliefyr helt skal udfases som varmekilde, siger Lasse Øster.

- Det kan betyde, at lovgivningen rammer skævt. Det kan meget vel komme til at betyde, at en billig ejendom ved en ejerskifte kommer til at stå med store udgifter, som ikke harmonerer med husets pris, hvis der foruden skift af brændeovn - måske også isættelse af Isokern i skorsten - også skal skifte primær varmekilde fra oliefyr til for eksempel varmepumpe eller pillefyr, siger han.

Dyrere at udskifte oliefyr

Det er ikke længere tilladt at udskifte et oliefyr, og lovgivningen lægger op til, at oliefyr er helt væk som varmekilde inden for en årrække.

- Min vurdering er, at det ikke er udskiftning af en brændeovn, men udskiftning fra oliefyr til anden varmekilde, som bliver den store udfordring ved salg af de lidt billigere huse. Huse, som oftest er beliggende, hvor fjernvarme heller ikke er en mulighed.

- Udfordringen i vores område er, at vi ikke har så høj en konstant stigning af huspriserne som for eksempel Hellerup, hvor en værdistigning er så høj, at udgiften til udskiftning af en brændeovn nærmest ikke kan ses i økonomien, siger den lokale ejendomsmægler.

Lasse Øster tilføjer, at generelt vil en tvungen udskiftning af brændeovn ved hussalg i ejendomme, hvor der er anden primær varmekilde end oliefyr eller brændeovn, dog ikke komme til at påvirke handelsprisen med huset synderligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minister ønsker bedre miljø

Lovforslaget, som blev førstebehandlet i Folketinget torsdag, kommer fra miljøministeren, som siger, at forureningen fra brændeovne er et stort problem.

- Hvert år er der tusindvis af danskere, som dør for tidligt eller bliver syge af luftforurening, og af den danske forurening kommer størstedelen fra brændeovne, siger Lea Wermelin.

- Vi skal selvfølgelig også kigge på, om der er behov for at sætte ind i forhold til halmfyr eller på nogle af de andre indsatser, der kan være behov for. Men her tager vi et første skridt mod at sikre mindre luftforurening i Danmark, siger Lea Wermelin.

Hos en af områdets forhandlere af brændeovne, Jim Jørgensen, som er indehaver af Pejsemontøren i Marielyst, er holdningen, at kravet nok kommer til at gøre størst forskel i almindelige parcelhusboliger.

- Ved sommerhushandler tænker jeg ikke, det kommer til at influere meget på prisen ved en hushandel. De fleste synes, at en brændeovn hører til i et sommerhus. Økonomien for sommerhuskøbere er som regel også sådan, at en ny brændeovn ikke er uoverskuelig.

- I de almindelige parcelhuse er mit bud, at en lovgivning om tvunget skift af brændeovn ved ejerskifte vil betyde, at omkring halvdelen af køberne simpelthen vil tage brændeovnen ned og ikke installere en ny, siger Jim Jørgensen, som er positiv overfor tanken om, at en udskiftning af ældre brændeovne kan give et bedre miljø.

Han oplyser, at en udskiftning af en brændeovn koster fra omkring 13.000 til 25.000 kroner. Afhængig af, om brændeovnen skal tilsluttes en ældre skorsten, som kræver en forring eller Isokern ved opsættelse af ny brændeovn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slut med skrotningspræmie

Der har i år og sidste år været en skrotordning, hvor husejere kunne få 2.000 kroner i skrotningspræmie, hvis en eksisterende brændeovn enten var defekt eller fra før 1995.

Der var afsat 30 millioner kroner i 2019 og 16 millioner kroner i 2020 til skrotningsordningen, og pengene blev fordelt efter først til mølle-princippet.

Puljen løb tør tidligere på året, hvor omkring 21.000 ejere af gamle brændeovne landet over valgte at tage imod tilbuddet.

Man kan dog nu bruge håndværkerfradraget i forbindelse med nedtagelse af en brændeovn eller fradrag for udgifter til at forbedre skorsten, som kan forbedre trækket i skorstenen, så forbrændingen bliver bedre.

I forbindelse med den nye lovgivning om krav af skift af brændeovn gælder det kun brændeovne, som er fra før 2003. Der er i lovforslaget ikke nævnt udskiftning af kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne og åbne pejse.

Seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling Kåre Press-Kristensen har over for DR kaldt undtagelsen for en "molboløsning", fordi blandt andet åbne pejse er "noget af det, der har den laveste energieffektivitet, og noget af det, der bidrager til allermest forurening både i og udenfor hjemmene", udtalte Kåre Press-Kristensen, da regeringen fremsatte forslaget i februar.

Hvis lovforslaget går glat igennem Folketinget, er det planen, at ordningen skal træde i kraft fra april 2021.

  • Ny lovgivning vil kræve udskiftning af ældre brændeovne ved huskøb. Foto: Claus Bonnerup/Arkivfoto
Annonce
Lolland-Falster

Refa-formand forarget: - Hvordan pokker kan de drive en virksomhed på den måde?

Guldborgsund

Chok, chok, chok fra Vestlolland

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Chok, chok, chok fra Vestlolland

Maribo

Var selv med til at lukke dem: Nu var han med til åbningen af en ny

Guldborgsund

Unge Dølle-veteraner: Der er nok mange, der pjækker i morgen

Guldborgsund

En kongelig propel er landet på Dølle

112

Uvenner ude på marken: Fik slag i hovedet

Indland

Messerschmidt måtte aflyse 1. maj-møde på grund af sikkerhed

Dølle

Så er markedspladsen åben

112

Hurtigt personale fik slukket brand

Lokal nyt

Meget har ændret sig: Dette er nyt på Dølle

Guldborgsund

René fordobler overskuddet

Indland

86.000 danskere er afhængige

Sport

NFH-semifinalemodstander fundet

Lolland

50.000 træer og buske plantes: Ny skov indvies

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

Dølle

Morten er betjent på Dølle: - Her er vi meget mere på

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Indland

Ung kvinde løsladt i mørklagt terrorsag

Annoncørbetalt indhold

Suveræne SUV’er til skarpe priser

Annonce
Annonce
Stubbekøbing

Rystet over opdagelse: Hvem f***** stjæler fra en kirkegård?

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Guldborgsund

Fagforeninger på 1. maj: Vi drukner i vores egen succes

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Dølle

I tvivl før dit Dølle-besøg? Her skal du bruge din tid

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Sport

Overrasket Kielstrup efter drama:  - For fanden da. Vi er i semifinalen