SÅDAN GIK 21-ÅRIG 4.300 KILOMETER

NYKØBING: Han havde ikke vandret i mere end 17 dage, før Jonas Havlykke stod midt i det, der skulle vise sig at være den absolut hårdeste og mest angstprovokerende oplevelse på den over fire måneder lange rejse.

De havde i dagevis bevæget sig igennem et goldt ørkenlandskab, ham og tre relativt nye vandrekammerater, og da de fandt et fint udsigtspunkt, besluttede de sig for at tage en pause. Himlen føltes uendelig, og solen sendte temperaturen op omkring de 40 grader. Det var først, da han havde sat sig, at det gik op for ham, at det var midt i en kaktus.

Der var 100 kilometer til de to nærmeste byer, så de tre kammerater gik i gang med at fjerne torne fra Jonas Havlykkes sidderegion med pincetter.

- I løbet af få sekunder begyndte det at sortne for mine øjne, og jeg nåede lige at sige til dem, at jeg ikke kunne se, før jeg besvimede.

Et par minutter senere vågnede han igen. Men synet var væk. Det var højlys dag, men der var sort for hans øjne.

- Det var de længste fem minutter i mit liv. Jeg anede ikke, om synet kom tilbage. Min krop havde lukket helt ned.

Imens forsøgte de andre i gruppen at lave lidt skygge til ham, give ham væske og elektrolytter med salt. Det hjalp. Og i løbet af få sekunder var synet tilbage. Ligeså hurtigt som det var forsvundet.

Jonas Havlykke bor i Nykøbing og begyndte at planlægge rejsen, da han havde færdiggjort sin uddannelse til tømrer.

Han var bidt af tanken om at afprøve letvægtsvandring, hvor man højst vandrer med fire kilo i bagagen.

Takket være udvikling af nye letvægtsmaterialer kan man skaffe særlige telte, der vejer få hundrede gram, og hvor man bruger sine vandrestave til at rejse det. Det er en industri, og det blev hurtigt en sport.

6.000 mennesker vandrer Pacific Crest Trail hvert år med start fra grænsen til Mexico og til Canada langs den amerikanske vestkyst.

Af hensyn til ekstremt vejr på dele af ruten er det kun tilladt at gå ruten fra marts til maj. Og af hensyn til naturen, er det besluttet, at kun 50 personer kan drage ud på ruten hver dag.

Pacific Crest Trail har fået kælenavnet "Vandrernes Mount Everest". For kun 10 procent gennemfører turen, der er hård, farlig og 4.300 kilometer lang. Det begynder med tre-fire ugers ørkenvandring, hvor en del må give op på grund af fysikken.

Fortsætter man, når man til de to bjergkæder Sierra Nevada og Cascades Range, som både byder på is, sne og smeltevand. Et farligt sted at vandre og samtidig enormt hårdt for led og knogler. En del falder fra her, fordi de bliver overmodige eller vrikker om og forstuver en ankel.

Herefter går turen igennem det mere flade Oregon med myg, væltede træer og risiko for at møde både bjørne og losser. Og den sidste del af ruten går gennem Washingtons fugtige skovområder med flere bjerge. I løbet af denne sidste del af turen vælger mange at stoppe, fordi de er fysisk udmattede eller simpelthen ikke behøver mere natur.

Jonas Havlykke har altid gået meget. Bevæget sig meget. Og ikke været så bekymret for, om det foregik i regnvejr og med våde fødder. Han har været spejder det meste af sit liv, og med sin familie har han ofte vandret i Norge. Men ikke i mere end fem dage ad gangen. Eller på en uges spejdercamp. At gå i flere måneder uden pause var derfor en markant ny udfordring for ham. Og alligevel var det ikke selve den fysiske anstrengelse, han var mest bekymret for.

- Jeg bryder mig ikke om at være alene sådan helt grundlæggende og heller ikke om at rejse alene. Men meningen var heller ikke, at jeg skulle rejse for at finde mig selv. Jeg vidste, at jeg ville komme til at rejse med andre og møde dem, så snart jeg kom derover, forklarer han.

Ved den enorme rustfarvede, Trump-finansierede mur til Mexico mødte han ret hurtigt en gruppe, han kunne indlede rejsen med. Og med ét blev han en del af en verden, som vi andre ikke kender til. En verden, som man falder ind i, fordi man er på vej ind i ét af sit livs største udfordringer.

For eksempel havde alle et kælenavn. Ingen kendte ens rigtige navn. Og i virkeligheden var de måske heller ikke interesserede. Jonas Havlykke gik altså i over fire måneder under navnet "Your Heigness" eller på dansk "deres højhed".

Den gruppe, man vandrer med, hedder en "tramily", og de ildsjæle, der lægger vand ud, eller som rundt om hjørnet og langt fra alting har stillet op med grill af hot dogs, kalder man for "trail angels".

- Det er det vildeste, når man har levet af frysetørret mad i flere uger, forklarer han.

Han viser et billede af sine fødder efter de første tre ugers vandring. Og egentlig havde de jo plastre med. I starten gjorde man meget ud af at behandle sår og vabler. Men jo længere, man gik, jo mere ligeglad blev man med smerten.

- Man vænnede sig til det, og jeg var jo nødt til at gå mine 50 kilometer. Vabel eller ej. Ellers kom jeg jo ikke i mål.

Men vablerne var faktisk heller ikke det værste. Det var knæene, der blev slidt af den konstante elevation i omgivelserne.

- Heldigvis gik det væk cirka 1,200 kilometer inde på ruten. Men de første mange, mange kilometer var virkelig hårde.

Årsagen til, at man skal gå turen, er altså for det sociale, mener han. Der er fantastisk natur undervejs, men det er menneskene, man møder, der gør det største indtryk.

- Hele den her trailkultur, hvor man har sit eget sprog og navne og måden, man giver dem til hinanden. Det er fantastisk.

Da Jonas nåede sit mål i Canada, fortsatte han rundrejsen med en kammerat i et par uger, før han endelig tog hjem til sin familie. Her blev han modtaget med en surprisefest med de nærmeste.