NAKSKOV: Bare giv den gas. Du må bande og svovle, lige så tosset du vil.
Opfordringen om at bande som en sømand tog 11-årige Dina Hirsch Slotsborg imod, da hun med sin klasse fra Søllested Landsbyordning besøgte Nakskov torsdag for at deltage i Museum Lolland-Falsters aktiviteter for børn.
Anledningen er, at Skoleskibet Danmark blev bygget på Nakskov Værft for 90 år siden og ligger langs Honnørkajen sammen med Skoleskibet Georg Stage.
Kaptajn Haddock
Blandt aktiviteterne er at lære at bande som Kaptajn Haddock fra Tintin-tegneserierne.
Dina Hirsch Slotsborgs forældre bryder sig ikke om, at hun bander. Men der var frit slag, da formidlingsinspektør hos Museum Lolland-Falster, Rasmus Thorup Kildegaard, fandt de gamle sømandsbesværgelser frem.
Svumpukkel og grønskolling var blandt de eder og forbandelser, som Dina Hirsch Slotsborg skulle prøve at sige.
I hendes univers er fuck det værste bandeord og ligger langt fra fortidens svumpukkel og grønskolling.
Men hun fik lært remsen, så Kaptajn Haddock kunne splitte sine bramsejl.