Seniorliv med sammenhold på Smålandshavets perle

FEMØ 50 minutters færgesejlads fra Lollands nordkyst ligger Femø. Den lange sejltid er måske svær at forene med skolegang og arbejdsliv, men øens mange seniorer nyder pensionistlivet på øen, hvor "himlen kysser jorden".

Tre af dem er Tage Andersen på 85 år, Arne Andersen på 81 år og Inge-Lise Bisted på snart 66 år.

For et par år siden var Femø Danmarks ældste sogn med en gennemsnitsalder på 66 år. Men trods det faktum, at gennemsnitsalderen er faldet drastisk med en nyfødt og flere yngre tilflyttere, er det stadig et af landets ældste.

Dermed ikke sagt, at Femø er en slumre-ø. Seniorerne her er friskere end de fleste. De myldrer rundt og arrangerer fælles samvær, sætter initiativer i søen og hjælper til i de mange foreninger og hos hinanden.

Tage Andersen stiftede sammen med sin far og bror Femø-overfarten. Han er født og opvokset på øen. Og når Smålandshavet omgiver en til alle sider hver dag, må bølgen den blå nødvendigvis blive en følgesvend for livet.

- Jeg har været skipper og overfartsleder i 47 år på færgen. Og 13 år før det var jeg ude at sejle. Jeg blev konfirmeret i 1950, og så kom jeg ud at sejle, fortæller Tage, der alligevel ikke savner færgen.

- Jeg havde et rigtig dejligt arbejdsliv. Men jeg har det godt, som jeg har det nu.

Overgangen til pensionisttilværelsen blev lettere ved, at Tage tog nogle afløservagter i nogle år. I dag har han slet ikke noget med færgen at gøre - men han sejler nu stadig hele året rundt.

- Jeg fisker stadig og sejler i min båd, fortæller Tage, der netop har været ude at sætte garn for stenbider for første gang i år.

- Vi spiser mange fisk herovre. Det kan jo godt være derfor, vi holder os friske længe, siger han.

Tage har slet ikke lyst til at forlade sin barndomsø.

- Det er dejligt at bo her tæt ved vandet. Jeg kunne ikke så godt tænke mig at bo inde midt på Lolland. Nej, jeg er godt tilpas med at bo her, hvor der er stille og roligt, siger den 85-årige fritidsfisker.

Fiskene ryges i røgeovnen hjemme, og Tage laver også nogle efter sigende fænomenale fiskefrikadeller. Så der falder også lækkerier af til gode venner og naboer.

Landkrabbelivet nydes i drivhuset og den store have.

- Man sørger jo for at holde sig i gang. Når klokken er otte, så skal dagen helst i gang. Jeg vil gerne lave lidt, så længe jeg kan. Endnu kan jeg jo lave hvad som helst, siger Tage, der også hjælper de femøboere, som ikke selv kan klare det praktiske længere.

- Hvis der er nogen, der trænger til en hjælpende hånd, så træder vi til. Her skal man bare sige til, siger Tage.

I modsætning til Tage er den 81-årige tidligere politimand og landmand Arne Andersen ikke indfødt femøboer. Han og hustruen boede i Mogenstrup på Sydsjælland, til de gik på pension. Så købte de en båd - og en af turene gik til Femø i 2002.

Det blev til købet af et sommerhus, og sommerhuset blev til helårsbolig.

- Vi synes, her var dejligt, og det er der stadigvæk. Vi kender alle sammen hinanden. Det kommer man hurtigt til, siger Arne.

På Femø lever seniorerne nærmest i et seniorbofællesskab i stor skala - afgrænset af vandet til alle sider.

- Da vi boede i Mogenstrup, blev jeg så skuffet over, at jeg en dag luftede min hund og sagde "godmorgen" til en. Han vendte ryggen til mig og gik sin vej. Det er sådan noget "det er kun mig, der gælder her ... skide være med alle de andre". Og det har vi ikke noget af her. Her blev vi taget imod med åbne arme, siger Arne, der nu har mistet sin hustru.

Et af de få minusser ved flytningen til Femø er, at børn og børnebørn nu er langt væk.

- Da vi boede deroppe, kom børnebørnene lige forbi efter skole. Det er svært at gøre nu. Og det nev en smule. Men ellers er det et dejligt seniorliv her.

Det dejlige seniorliv er et aktivt seniorliv hjemme hos Arne. Hans hus har en stor grund med vinstokke, æbletræer og et særdeles avanceret hønseanlæg. Arne hamrer, banker, saver og høvler løs inde i sit værksted, hvor han bygger grøntsagskasser og Femø-bænke.

Bænkene producerede Arne først til beboerforeningen, som nu har 28 stående rundt om på øen om sommeren. Her kan gående og cyklister finde hvile på turen i det kuperede terræn.

Når turisterne har siddet på de kunstfærdige bænke, kommer de ofte forbi Arnes vejbod og spørger, om de kan købes. Så Arne har lavet lidt om på designet og sælger nu bænkene så langt væk som til Hamborg.

- Når det er for koldt til at gå i haven, så kan jeg gå i værkstedet, siger han.

Arne var tidligere aktiv foreningsmand og har brugt den erfaring til Femøs bedste - blandt andet i ø-kontaktudvalget.

Her sidder også trioens yngste, 66-årige Inge-Lise Bisted.

Heller ikke hun er født på øen, kan man høre på den københavnske dialekt. Inge-Lise kom til øen for første gang på Femølejren i 1978. Og i 1983 flyttede hun til øen som nyuddannet lærer.

- Jeg tænkte, at det kunne da være hyggeligt at få job som lærer og bo på en lille ø. Jeg tænkte vist, det ville være lidt som at være ulandsfrivillig, griner Inge-Lise.

Tages hustru, Agnete, var førstelærer på Femøs lille skole, og hun ansatte den unge Inge-Lise.

- Jeg troede, det kun skulle være i et par år. Men så var der jo den her landmand, der manglede en kone, og så blev jeg jo hængende, smiler Inge-Lise skævt.

- Nu er Femø jo blevet min passion. Jeg kunne ikke overhovedet tænke mig at bo andre steder. Og jeg håber, jeg kommer til at dø i min seng her på øen.

Inge-Lise frygter ikke det at blive rigtig gammel på en ø, hvor der er 50 minutters færgefart til "fastlandet".

- I forhold til sundhed og ældre er Femø et virkelig godt sted. Vi har en fast læge, vi let kan komme til. Så vi har det næsten bedre end de fleste andre. Vi har helikopterberedskab og akuthjælperberedskab. Jeg har selv været afsted med ambulance, og min mand har været med helikopteren. Der er ingen problemer der. Vi føler os privilegerede, fortæller hun.

Inge-Lise lever også et aktivt seniorliv. Hun er formand for beboerforeningen og står for læsekredsen, hun vinterbader, går lange ture med hunden, dyrker yoga, og så er hun i ø-kontaktudvalget, hvorfra hun kæmper de små øers sag.

- Det er jo ikke som sådan noget med, at jeg har så travlt, så travlt. Jeg har jo god tid, og jeg bestemmer jo selv, hvad jeg vil være med i. Det er fordelen ved seniorlivet, smiler hun.

- Her er så mange muligheder for aktiviteter, samvær og fællesskab - mere eller mindre uformelt. Og så kender vi alle sammen hinanden, og her er en kæmpe hjælpsomhed. Det er et lille overskueligt samfund, hvor man kan nå at følge med i det hele. Og man kan tillade sig at være nysgerrig. For det er jo også omsorg. Det er virkelig noget særligt at bo her, siger hun varmt.

Blandt det store antal foreninger er pensionistforeningen, der har arrangement hver onsdag, også den største.

- Jeg kunne forestille mig, at der er tæt op mod de 100 medlemmer i den, siger Arne.

- Ja, men der kommer nok kun 15 stykker til de der arrangementer, siger Inge-Lise.

- Nej, det er jo i arbejdstiden, siger Arne.

- Nej, jeg kommer der heller ikke så meget, for jeg er jo ikke så gammel, griner 85-årige Tage.