Vinterkrigsdramatik på vagtcentralen

Vinterkrigen for 40 år siden kom i to omgange - og anden gang midt i februar slog Kong Vinter endnu hårdere til end første gang. Nye snemasser faldt, og de gamle fra årsskiftet lå der stadig. Vejene blev helt ufremkommelige.

Onsdag 14.februar 1979 klokken 21.05 kom meldingen om, at Kragenæs Kro brændte. Når vi fik sådan en melding, kørte vi normalt straks mod stedet, men jeg erkendte, at det kunne blive en umulig tur. Kursen blev i stedet sat mod Falck-stationen på Maribovej i Nakskov, hvor der dengang var lokal vagtcentral. Undervejs måtte jeg køre over for rødt - at standse kunne få fatale følger. Men jeg havde også gaderne for mig selv.

På vagtcentralen var blandt andre vagtmester Ole Christensen på job, og brandudrykningen var endnu ikke kørt. Pressefotograf Jan Knudsen var også nået frem, og da meldingen lød, at der kun var plads til én fra pressen på forsædet af en kranvogn, tog vi en hurtig beslutning: Fotografen skulle med for at sikre billeder.

Jeg kunne til gengæld følge det hele på første parket i vagtcentralen, og det skulle udvikle sig til en dramatisk nat.

Med sneploveskorte afgik brandudrykningen. Udrykningsleder Per Skov og fire brandmænd udrustede en af hærens pansrede mandskabsvogne med pumpe og 300 meter slange og satte også kursen.

Det skulle imidlertid vise sig at blive en drøj tur. Efter mere end en time fik vi melding fra brandinspektør Knud Madsen om, at man var nået til - Skolevej! De var ikke nået til bygrænsen af Nakskov endnu. Med sneplovassistance kæmpede man sig videre nogle kilometer, men ved Trollelund stoppede turen. At komme tilbage til Nakskov var lige så hårdt, og brandfolkene var først hjemme ved 3-tiden om natten.

På vagtcentralen kimede telefonen jævnligt. De ringede fra Kragenæs og spurgte, hvornår brandbilerne ville være fremme. Tilsyneladende kunne man nede i "hullet" ved vandet ikke vurdere, hvor slemt det stod til længere inde. Man regnede med, at brandvæsnet snart ville komme, og gjorde derfor ingen forsøg på at redde indbo og værdier ud.

Ole Christensen ringede på et tidspunkt til en nabo til kroen og spurgte, hvor slemt det var.

- Brænder kroen, lød naboens overraskede svar, hvorefter han smed røret, løb ud og vendte stakåndet tilbage:

- Den er væk!

Så tæt var snestormen, at selv naboen ikke havde opdaget at det brændte.

Men nattens drama var ikke slut. I Pederstrup fik en mand et hjertetilfælde, og de pårørende bad om hjælp. Der blev så kaldt et bæltekøretøj fra Rødby, som kørte til Maribo, tog en læge om bord fra det daværende sygehus, og satte kursen. Men ved Skelstofte, et par kilometer fra patientens hjem, kørte også bæltekøretøjet fast.

Jeg glemmer aldrig, hvordan familien gang på gang ringede og spurgte, hvad de skulle gøre. Og hvordan falckmanden efter bedste evne forsøgte at vejlede.

Der nåede ingen hjælp frem den nat, og i min forsideartikel i Folketidende 15. februar kunne jeg blot skrive, at hjertepatientens skæbne var ukendt.

Men heldigvis overlevede han og kunne hentes om tordagen af en af flyvevåbnets Sikorsky-helikoptere. Efterskolens elever var med til at bære den syge gennem skoven til helikopteren. Det billede kom i avisen nogle dage senere.

Onsdag ved 22.30-tiden nåede bæltekøretøjet med en håndfuld brandfolk frem til Kragenæs Kro, men i det samme gik strømmen i området. Det betød, at vandværkets pumper stoppede, og der var ikke vand i brandhanen ved kroen.

I stedet lagde man slanger ud til havnen - men der manglede 100 meter i, at de kunne nå. Først da et bæltekøretøj klokken 23.15 nåede frem fra Maribo, fik man vand på, men da var det for sent.

- Det er det værste, jeg har været ude for i mine 35 år i redningskorpset, erklærede stationsleder Knud Madsen samme nat. Og det ville ellers ikke sige så lidt.

Per Skov og hans brandfolk kunne ikke komme tilbage til Nakskov igen, så de blev først indlogeret på alderdomshjemmet og senere på en gård. Såvidt jeg husker, tog hjemturen flere dage.

Den nat blev fem af forsvarets seks pansrede mandskabsvogne, der var sendt til assistance på Lolland, sat ud af spillet - et vidnesbyrd om naturens voldsomme kræfter.

Normalt har jeg været hurtigt fremme til brand og ulykker, men først mandag 19. februar lykkedes det at komme til Kragenæs. Pressefotograf Knud Melsen og jeg kørte ad Nordlundevej, nærmest i en hulvej med meterhøje snevægge på begge sider. Vejen var kun åbnet i ét spor, og så var der gravet vigepladser hvor man kunne passere hinanden.

Sjældent har jeg set en bygning, der var så totalt udbrændt. Der var ikke en stump tapet på væggene. Vi præsenterede ødelæggelserne i avisen 20. februar - næsten en uge efter branden. Den forsinkelse var ikke noget, der huede en nyhedsjournalist.

Politiet nåede også frem om mandagen og gik i gang med at opklare brandårsagen. Det var sikkert ikke nemt, for der var ikke meget tilbage - og det, der var, lå under et tykt lag sne.

Selv slap jeg for at sove på Falck-stationen på brandnatten. To falckfolk i en firehjulstrukken Landcruiser banede vej gennem byens gader til mit hjem på Svingelsvej. Men så var det også slut med køreriet. Der gik adskillige dage, før bilen kunne graves fri igen.

Jo vist, 40 år efter sidder vinterkrigen stadig frisk i erindringen. Og branden på Kragenæs Kro var kun en af krigens mange detaljer. Faktisk var der seks brande den nat, hvor selv rutinerede brandfolk kom til kort.