Frygt og fryd over farvel til ghettoen

NYKØBING På en solrig og lun sommerdag i Lindholm kræver det en del fantasi at forestille sig det almene boligområde med cirka 1.600 beboere som andet end et ganske almindeligt dansk boligområde.

Et par drenge på løbehjul er på vej mod legepladsen. Ud for en opgang er en familie ved at pakke bilen til en strandtur. På en parkeringsplads hjælper en chauffør fra busselskabet Nymand en ældre kvinde ombord på en minibus.

Alt ånder fred og ro. Sådan er stort set alle dage da også i Lindholm, mener Anne Mette Spuur. I lige knap syv år har hun boet i Lindholm på Enighedsvej. Siden 2012 har hun drevet frisørsalon i Lindholmcenteret. Hun kender området indefra og udefra, og hun hilser boligminister Kaare Dybvads (S) beslutning om at afskaffe den officielle brug af ordet ghetto om boligområder som Lindholm velkommen.

- Det er en god idé. Jeg har boet her i snart syv år, og jeg har aldrig opfattet Lindholm som en ghetto. Det er en stille og rolig del af byen, siger Anne Mette Spuur.

Men om ministerens beslutning om at ændre på sprogbrugen har nogen effekt, tvivler Anne Mette Spuur på.

- Det er ærgerligt, at Lindholm har fået ry som et dårligt sted. Den eneste grund til, at det dårlige ry er opstået, skyldes, at Lindholm bliver kaldt en ghetto. For der er jo ingen kriminalitet her. Men nu er Lindholm kendt som en ghetto, og det kan nok desværre være svært at ændre på folks opfattelse, selv om man holder op med at bruge ordet.

Det sker da heller ikke så tit, at Lindholm figurerer i politiets døgnrapport. Og da Lindholm blev optaget på ghettolisten i 2017, var andelen af dømte beboere også relativ lav. Kun 1,48 procent af beboerne var dømt for kriminalitet, hvilket placerer Lindholm som det boligområde på ghettolisten med den tredjelaveste andel af kriminelle beboere ud af de 22 boligområder på listen.

Til gengæld har Lindholm en relativ høj andel af beboere uden anden uddannelse end folkeskolen. Og andelen af ikke-vestlige indvandrere har lige akkurat sneget sig over de 50 procent, der er et af fem kriterier for at få en plads på ghettolisten.

De kriterier bryder Claus Hansen sig ikke om. Han håber, at ministeren snart gør helt op med ghettolisten.

- Alle kriterierne for at komme på listen skal væk. Ghettolisten er en rød klud at smide i hovedet på beboerne, siger Claus Hansen, der bor i Sundby, men én gang om ugen står han bag disken i genbrugsbutikken Genbrugsbørsen i Lindholmcenteret.

Claus Hansen har aldrig oplevet problemer i kvarteret.

- Det skulle da lige være ham fra Klam Kurs, der kom og lavede ballade.

På disken i Genbrugsbørsen lige ved siden af kasseapparatet står Koranen i tre bind. Dem er der ikke meget salg i. Det er mest danskere, der kommer i butikken.

- Det er fredeligt herude, men jeg kan da godt mærke, at det er lidt opdelt. Folk blander sig ikke så meget med hinanden på tværs af kulturer.

Det har Bitten Sloth også bidt mærke i. Hun bor ikke i Lindholm, men som nabo på Østerbro kommer hun tit i Lindholmcenteret. Forskellen mellem danskere og udlændinge er nem at få øje på, mener hun.

- Mange af indvandrene gider ikke integreres. De vil ikke lære dansk. De vil holde fast i deres egen kultur. Der bliver også stillet langt færre krav til dem. For eksempel skal man som arbejdsløs dansker hele tiden til kontrol på jobcenteret. Det skal indvandrene ikke, siger Bitten Sloth.

Hun frygter, at boligminister Kaare Dybvads beslutning om at droppe brugen af ordet ghetto kan fjerne opmærksomheden om de problemer, der findes i Lindholm.

- Man skal kalde en spade for en spade. Lindholm er jo en ghetto. Bare i de sidste fem år er antallet af indvandrere steget helt vildt, siger Bitten Sloth, der giver de lokale boligselskaber den tvivlsomme ære for at have fået Lindholm på ghettolisten.

- Boligselskaberne har gjort området til en ghetto. Det er boligselskaberne, der har valgt at placere alle indvandrere i det samme boligområde. Det var en åndssvag beslutning. Det er umuligt at integrere folk, når man klumper dem sammen i det samme område.