- Her har vi jo hele plejen

SVANEVIG Mens medierne dagligt kører historier om sygeplejerskernes dårlige arbejdsvilkår, lyder der helt andre toner fra to unge sygeplejersker på Svanevig Hospice.

Christine Lohse på 27 år og Josephine Jessen på 28 år har trods deres unge alder valgt at arbejde med patienter, som har en terminal diagnose. De elsker deres arbejde.

- Der er mange fordomme i vores fag om at arbejde på et hospice. Jeg hørte især, at jeg da ville komme til at kede mig. Men jeg keder mig absolut ikke. Her på hospice har du hele plejen - og tager i højere grad også hånd om de pårørende, siger Josephine.

Både hun og Christine blev færdiguddannet i 2017.

For dem har jobbet på hospicet givet mulighed for at vende tilbage til fødeøen. Christine er fra Rødby, og Josephine er fra Sakskøbing. De har gået i dagpleje og folkeskole sammen og i parallelklasse på Maribo Gymnasium. Men som for mange andre lokale unge trak studierne dem nordpå.

Som færdiguddannet tog Christine job på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital og var der i fire år.

- Min mand og jeg vidste, at vi skulle tilbage til Lolland, når vi skulle have barn, fortæller Christine, der allerede på studiet vidste, at hun gerne ville arbejde på et hospice en dag.

- Man kan gøre så meget, der lindrer patienten. Og her på hospicet er mange patienter mere afklaret med døden, end de er på sygehuset, siger hun.

Josephine fik som nyuddannet sygeplejerske arbejde på hjerteafdelingen på Nykøbing F. Sygehus.

- Der begyndte at ske en masse ændringer. Så jeg var klar til at finde noget andet. For mig betød det ikke så meget, at det lige var et hospice. Men Svanevig har et godt ry. Det er rart at arbejde et sted, hvor man kan være lidt stolt, siger Josephine, der nikker genkendende til de historier, der er i medierne.

- Sygehuset blev mere og mere travlt. Der var situationer med døende patienter uden pårørende, som bare lå der. For du havde ikke tid til at være derinde hos dem, fortæller hun, og Christine nikker samstemmende.

- På sygehuset kunne man sidde og have en god og dyb samtale med en patient. Og så måtte man sige "åh ha, nu har jeg ikke mere tid". Det var bare det værste! Det er der langt mere rum og forståelse for her, siger hun.

- Der var så mange regler på sygehuset for, hvad vi måtte og ikke måtte. Her er der tid til at gå en tur og spise frokost sammen med patienterne. Det er fedt at være en del af, siger Josephine, der også er begejstret for samarbejdet med de frivillige, morgensang og musikterapi.

- Det er fedt, at man er mere åben for andre terapiformer. Man prøver bare at gøre plejen så god for patienten som muligt.

De to sygeplejersker smiler og hilser på en pårørende, der er ude at lufte en patients lille hund på gangen. Det så de heller ikke på sygehusene.

- Det er så afslappet her, griner de.

Arbejdet på hospicet kan også være hårdt. Der er svær sygdom og mange dødsfald. Men det er også tilladt at fælde en tåre.

- Det er betryggende, at det ikke er forkert, at jeg bliver ked af det i situationen. At man må vise de pårørende, at man bliver berørt, siger Christine.

- På uddannelsen fik vi at vide, at vi ikke måtte vise følelser. Men det er man da nødt til, for at det hele ikke bliver for mekanisk og overfladisk, siger Josephine.

Et hårdt patientforløb kan også give stof til eftertanke - selv når man er ung, og døden måske virker som noget fjernt og uvirkeligt for en selv.

- Der er patientforløb, hvor man går hjem og tænker "Aiii, så sidder jeg her og er sur over, at vasketøjet er glemt i maskinen". Den her patient ville ønske, at hun kunne gå op i noget så simpelt. Så stopper man sig selv og husker at nyde livet, siger Christine.

Så Josephine og Christine anbefaler fortsat deres kollegaer ude i den store konfliktramte verden at søge job på hospice. Og de selv har tænkt sig at blive.

- Det er så godt et sted, og der er kaos udenfor. Så vi har ikke andre planer.