25. maj stemmer danskerne 13 politikere ind i et EU-Parlament, som med Lissabontraktaten fra 2009 har fået langt mere at skulle have sagt.
Det betyder imidlertid ikke, at alle medlemmerne af parlamentet har fået flere magtbeføjelser hver især.
Ifølge Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, er de to mest magtfulde positioner i lovgivningsprocessen i parlamentet formændene for de enkelte politiske udvalg samt ordførerne.
Bliver man ordfører, er man den person i parlamentet, som styrer lovforslag fra kommissionen igennem lovgivningsmaskineriet og leder forhandlingerne med EU's medlemslande. Ordførerne kaldes "rapporteurs" på EU-lingo.
- Som rapporteur sidder du i en stærk position, mener Peter Nedergaard.
- Nogle gange kommer der flere tusinde ændringsforslag til et direktivforslag fra kommissionen, og man kan ikke tage alle tusinde med. Det er i sidste ende rapporteuren, der bestemmer, hvilke der skal med, siger han.
Det er oftest medlemmer af de tre største og mest magtfulde grupper: den konservative gruppe (EPP), socialdemokraterne og socialisterne (S&D) og den liberale gruppe (Alde) men også den grønne gruppe, som bliver tildelt de vigtige ordførerskaber.
Som dansk eksempel på sådan en indflydelsesrig parlamentariker, nævner Nedergaard Anne E. Jensen (V), medlem af parlamentet siden 1999.
Hun sidder i parlamentets budgetudvalg, hvor hun var en af ordførerne under sidste års vigtige forhandlinger om EU's næste langtidsbudget.
De mindre grupper i parlamentet vinder sjældent ordførerskaber på tunge lovforslag, men de kan have italesættende magt, mener Nedergaard.
- Selvom man ikke har magt i parlamentet, kan man godt sætte debatter i gang og skabe opmærksomhed på forskellige områder, man synes skal på dagsordenen, siger han.
- Sådan en som Morten Messerschmidt (medlem af parlamentet for Dansk Folkeparti, red.). Han har måske ikke den store indflydelse i parlamentet. Men han har givetvis en indflydelse ved at kunne sætte ting til debat derhjemme, siger han.
/ritzau/