Statsministeren kalder det helt skævt at sammenligne DF med Ku Klux Klan, som en eks-K-minister har gjort.
Den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose har i Radio24syv sammenlignet Dansk Folkeparti med den ekstremistiske og racistiske bevægelse Ku Klux Klan (KKK) i USA.
Den parallel skulle den tidligere k-profil aldrig have draget, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der blander sig i debatten på Twitter:
- Det er helt skævt at sammenligne Dansk Folkeparti med KKK. Bredt forankret, demokratisk parti versus racistiske bøller, skriver Lars Løkke Rasmussen.
Henning Dyremose understregede selv i Radio24syv torsdag, at han var "en lille smule ked af sammenligningen". Han fortalte i programmet om sin ungdom i USA, hvor han oplevede KKK.
- Det var nogen, der i høj grad var socialister på den økonomiske politik. Det var de fattige arbejdere. Men de var samtidig hadefulde som bare pokker i forhold til negerne.
- Og det er jo lidt det, jeg oplever i Dansk Folkeparti: At de egentlig er blevet socialister i den økonomiske politik, men at de er hadefulde i forhold til specielt de udlændinge, som er muslimer, sagde Dyremose.
Udtalelsen har fået Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til at kræve en klar afstandtagen fra De Konservative:
- Man må også seriøst overveje, om en person, der omtaler Dansk Folkeparti på den måde, kan være medlem af Det Konservative Folkeparti.
De Konservative har sendt partisekretær Søren Vandsø i byen med en skriftlig kommentar:
- Udtalelsen må stå for egen regning, forsikrer han.
- Det siger sig selv, at sammenligningen ikke repræsenterer vores syn på Dansk Folkeparti, som vi i øvrigt har et godt og fortroligt samarbejde med.
Henning Dyremose var først arbejdsminister og derefter finansminister under statsminister Poul Schlüter (K) i 1980'erne.