Havbiologer siger god for at hæve næste års torskekvoter i både den østlige og den vestlige del af Østersøen.
Torskebestandene bliver ved med at få det bedre i hele Østersøen og er nu lige så store som i 1980'erne.
Det mener Det internationale Havforskningsråd, ICES, der rådgiver EU om fiskekvoter.
ICES anbefaler ifølge Fødevareministeriet på den baggrund, at EU til næste år hæver torskekvoterne med 15 procent i Østersøen øst for Bornholm og med 13 procent i den vestlige del, der også dækker de indre, danske farvande op til Grenaa.
Også sidste år var ICES med på at forhøje torskekvoterne i hele Østersøen.
Bestandene i Østersøen har i mange år været så nødlidende på grund af blandt andet overfiskeri, at ICES tidligere anbefalede et totalt fiskestop. Men EU undlod imidlertid at leve op til anbefalingerne, hvilket har medført skarp kritik fra miljøorganisationer.
Siden har EU indført restriktioner på fiskeriet med såkaldte forvaltningsplaner, der har som mål at bringe torskebestandene op på et niveau, så der kan fiskes uden at true torskens overlevelse i farvandet.
Restriktioner som fiskerierhvervet traditionelt har beklaget sig over.
- Vi opfylder målene for torsk i forvaltningsplanen, hvilket betyder højere torskekvoter. Vores succes med torskeforvaltningsplanen i Østersøen bekræfter værdien af det langsigtede perspektiv i fiskeriforvaltningen, udtaler fødevareminister Henrik Høegh (V).
ICES anbefaler til gengæld en reduktion af fiskekvoterne for sild, brisling og laks. Det gjorde ICES også sidste år for sild og brisling.
Fødevareministeren siger, at han vil arbejde i EU for at få lavet forvaltningsplaner også for sild, brisling og laks.
/ritzau/