Fodboldklubben Ajax Amsterdam har forlænget kontrakten med cheftræner Frank de Boer, så den nu løber frem til sommeren 2017. Kontrakten stod til at løbe ud i næste måned.
Det bekræftede den nykårede hollandske mesterklub tirsdag aften. De Boer blev Ajax-træner i 2010 efter Martin Jol. Siden har han ført Amsterdam-klubben til tre mesterskaber i træk.
Den 43-årige hollandske landsholdslegende begyndte trænerkarrieren som assistent til den daværende hollandske landstræner Bert van Marwijk i 2008. Han har også været træner for Ajax' U/19-hold.
Som spiller var de Boer aktiv i klubber som Ajax og FC Barcelona, og han var i en årrække også fast mand på det hollandske landshold, hvor han styrede midterforsvaret med hård hånd i 112 kampe.
Ajax råder over de seks danskere i øjeblikket: Christian Eriksen, Lasse Schöne, Viktor Fischer, Christian Poulsen, Nicolai Boilesen og Lucas Andersen.
/ritzau/