De danske mestre fra Bakken Bears skal hente inspiration fra Finland i den kommende sæson.
Klubben har hentet sin nye cheftræner i Tampere Pyrintö, som vandt den finske pokalturnering og sluttede på fjerdepladsen i grundspillet.
Selv om klublegenden Steffen Wich overtog holdet i slutningen af 2012 og førte Bakken Bears til både mesterskab og pokaltitel, mener man i klubben, at 31-årige Ville Tuominen er et niveau bedre.
- Finland er klart det førende af de nordiske lande i forhold til basketball. Og Ville Tuominen nævnes som et af de største trænertalenter i Finland.
- Vi glæder os rigtigt meget til at styrke organisationen med en træner med nye impulser, siger sportsdirektør i Bakken Bears, Michael Piloz, i en pressemeddelelse.
Ville Tuominen siger, at han vil benytte sig af, at Bakken Bears har ligaens bredeste trup. Holdet skal spille med et ekstremt aggressivt forsvar, og den nye træner lover samtidig, at holdet bliver sjovt at se spille, men ikke at spille mod.
/ritzau/