Den unge dansker er opsat på at lære af sin knap så overbevisende indsats i anden runde ved French Open.
Trods 5-1-føring måtte Caroline Wozniacki ud i en næsten to timer lang og tæt dyst, der så hende redde tre sætbolde, før sejren i anden runde ved French Open over Aleksandra Wozniak var i hus.
- Jeg startede rigtig godt ud, spillede aggressivt, tingene gik godt, men så kom jeg lidt for langt ned bag baglinjen og gav hende lov til at styre.
- Og når man så vil tilbage i den samme rytme igen, så er det svært, for hun spillede godt og tog sine chancer, siger Caroline Wozniacki efter kampen, der endte 6-3, 7-6.
- Jeg skal lære af de ting, jeg gjorde i dag, og gøre det bedre næste gang. Nu kom jeg videre, det blev lidt tættere, end jeg havde lyst til, men det giver så også blod på tanden til, at jeg lige skal et skridt højere op, siger hun.
Især den afsluttende tiebreak blev dramatisk, da danskeren, bagud 3-5, lobbede bolden over Wozniak. Vinderslaget blev dømt inde, indtil canadieren udpegede mærket og kaldte på dommeren, som omstødte den oprindelige kendelse.
Det fik Wozniacki til at diskutere højlydt med dommeren i flere minutter, og derfor måtte danskeren finde sig i buh-råb fra publikum.
- Jeg syntes, at linjedommeren skulle vise det mærke, han så, for den bold, jeg spillede, kom ikke specielt hurtigt, så hvis både linje- og hoveddommeren ikke kunne se det i første forsøg, så synes jeg bare, at linjedommeren skulle have mulighed for at vise det.
- Men det ville hun ikke gå med til, og så er der ikke så meget at gøre, så er det bare at gå tilbage igen, siger Wozniacki, der vandt de næste fem point i træk og dermed kampen.
Danskeren spiller tredje runde fredag mod 28.-seedede Daniela Hantuchova.
/ritzau/