Håndboldmålmanden Christina Nimand Hansen (tidligere Pedersen) stopper sin karriere efter denne sæson.
- Jeg føler ikke, at jeg har motivationen til at yde den indsats, som det kræver, når man skal være med på det her niveau, siger Christina Nimand Hansen til sporten.tv2.dk.
FIF-målmanden, som var med ved OL i London sidste år, har ud over håndbolden også et arbejde som jurist at passe, og det gør beslutningen nemmere.
- Jeg er meget afklaret med, at det er ved at være slut. Jeg er klar til at prøve noget nyt, siger 30-årige Christina Nimand Hansen.
Efter OL gled målmanden ud af landstræner Jan Pytlicks trup, fordi hun ikke ønskede at forpligte sig til at være med helt frem til OL i Rio i 2016.
Christina Nimand Hansen nåede 109 A-landskampe.
/ritzau/