Manchester Uniteds nu tidligere manager Alex Ferguson får en indirekte sviner af Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp, der sidste år solgte den japanske midtbanespiller Shinji Kagawa til United.
Kagawa er i den forgangne sæson blevet brugt som indskifter af Ferguson i en position på venstrekanten.
- Shinji Kagawa er en af de bedste spillere i hele verden, og nu spiller han kun 20 minutter for Manchester United - på venstrekanten? siger Klopp til The Guardian.
- Mit hjerte går i stykker. Jeg har oprigtigt tårer i øjnene. Den centrale midtbane er Shinjis bedste position. Han er en offensiv midtbanespiller med en af de største målnæser, jeg har nogensinde har set, siger Dortmund-træneren.
Jürgen Klopp fortæller dog, at der ikke var meget at stille op for ham, da United lokkede med en kontrakt.
- Det betyder mere for folk i Japan at spille for Manchester United end for Dortmund. Vi græd sammen i 20 minutter, da han tog af sted, og vi holdt hinanden i armene, siger Klopp.
Dortmund-træneren fortæller, at det er svært for Ruhr-klubben at hamle op med lørdagens finalemodstander i Champions League, Bayern München, i tysk fodbold, når klubbens bedste spillere smutter væk.
For to år siden skiftede Nuri Sahin fra Dortmund til Real Madrid.
- Nuri Sahin tog af sted, fordi Real Madrid er den største klub i verden.
- Hvis spillerne er tålmodige nok, så kan vi udvikle holdet til at blive et af de bedste i verden, siger Klopp.
/ritzau/