Frederik Andersen reddede 22 ud af 24 forsøg, da han sammen med Toronto slog Nikolaj Ehlers' Winnipeg.
Målmanden Frederik Andersen trak sig sejrrigt ud af danskeropgøret mellem Toronto Maple Leafs og Winnipeg Jets i den nordamerikanske ishockeyliga NHL natten til søndag.
Hjemme på egen is vandt Toronto med 3-2 over Nikolaj Ehlers' klub, og den nordjyske forward var blandt de Winnipeg-spillere, der ikke kunne få pucken forbi Frederik Andersen.
To gange skød Nikolaj Ehlers mod mål, men måtte begge gange se sig afvist af sin landsmand. I alt havde Winnipeg 24 afslutninger på Frederik Andersen, som i 22 tilfælde præsterede en redning.
Danskeren var passeret to gange, før Toronto fik sat gang i et flot comeback. Holdet var nede med 0-2 inden tredje periode, men med tre scoringer - heriblandt to inden for 26 sekunder - fik det canadiske hold vendt opgøret.
Med sejren topper Toronto østkonferencen i NHL.
Der var yderligere to danskere i aktion natten til søndag.
Hverken Oliver Bjorkstrand eller Lars Eller blev noteret for point for henholdsvis Columbus Blue Jackets og Washington Capitals.
Bjorkstrand og Columbus sejrede med 3-2 31 sekunder inde i den forlængede spilletid mod Buffalo Sabres. Eller og Washington, der er forsvarende NHL-mester, vandt 4-3 efter straffeslag ude mod Calgary Flames.