Winnipeg Jets vandt 7-3 over Philadelphia Flyers i NHL, og det var Nikolaj Ehlers, der satte gang i målfesten.
Nikolaj Ehlers var på pletten for Winnipeg Jets, som vandt med hele 7-3 hjemme over Philadelphia Flyers i NHL natten til mandag dansk tid.
Den danske ishockeyspiller åbnede målfesten efter fem minutter, da han stod klar efter en face off.
Winnipeg-spilleren Blake Wheeler fik skubbet pucken videre til Jack Roslovic, som hurtigt satte Ehlers op til et skud.
Ehlers hamrede til pucken på sin første berøring, og den strøg ind til 1-0-føring.
Det var 14. NHL-mål i denne sæson for Ehlers, som også er noteret for 11 assister i 33 kampe.
- Det var et indøvet spil. Det handlede om at få sat ham op til et skud med det samme, siger Wheeler til nhl.com om Ehlers' 1-0-mål.
- Jeg ville gerne have vundet den face off mere rent, men jeg gjorde nok til at få skubbet pucken over til Jack, som vidste, hvor Ehlers var. De to leverede et fantastisk arbejde ved målet.
Syv minutter senere bragte Luca Sbisa hjemmeholdet foran 2-0, og det hele blev afgjort på meget kort tid i anden periode.
På bare lidt over fire minutter scorede Winnipeg-mandskabet fire gange i rap og gik fra 2-1 til en komfortabel 6-1-føring.
Sejren betyder, at Winnipeg fortsat er godt placeret i forhold til at komme i slutspillet med 42 point efter 33 kampe i grundspillet.