FC København vandt søndag aften klubbens syvende danske fodboldmesterskab.
Uden at imponere voldsomt sikrede FC København sig søndag aften klubbens syvende danske fodboldmesterskab, da holdet på udebane vandt 1-0 over Esbjerg i SAS Ligaens næstsidste spillerunde.
Guldet, som senest blev vundet i 2007, kom i hus, da de nærmeste rivaler fra Brøndby på samme tid tabte med 0-1 på udebane til AGF, og dermed kan FCK med et forspring på fem point inden sidste spillerunde om en uge ikke længere indhentes.
Med sindsro kan FCK derfor også invitere til stor fest i Parken om en uge, hvor Randers kommer forbi, og hvis champagneflaskerne allerede er blevet åbnet inden den kamp i FCK-lejren, så er det vel ikke noget, de kan bebrejdes for.
Om champagneflaskerne også havde fyldt for meget i københavners kroppe efter torsdagens pokal-trimf over AaB skal være usagt, men gæsterne viste ikke ligefrem mesterskabstakter mod Esbjerg, som uden nedrykningsskyggen hængende over sig spillede den bedste omgang fodbold af de to hold.
Derfor var det også ufortjent, at FCK i første halvlegs overtid bragte sig foran 1-0 på et straffespark. Det var César Santin, der tilkæmpede sig straffesparket, og han scorede efterfølgende også selv på det.
/ritzau/