Der var glæde i FC Midtjylland-lejren, efter holdet mandag vandt 1-0 ude over OB og dermed ikke længere kan rykke ned.
Men selvom midtjyderne nu kan begynde at kigge mod de europæiske pladser, vil træner Glen Riddersholm ikke begynde at snakke om fodbold uden for Danmarks grænser til FCM næste sæson.
- Lad os lige bevare ydmygheden. Vi har været under massivt pres i indeværende sæson. Vi har været i en situation, vi ikke har været i før, og den har vi håndteret rigtigt stærkt efter et miserabelt efterår. Det skal vi glæde os over, siger Glen Riddersholm og fortsætter:
- Min opgave nu er at holde spillerne skarpe. Vi går efter ni point i de tre sidste kampe, og så slutter vi forhåbentlig som nummer to på forårets formbarometer. Havde jeg for to måneder siden sagt, at vi skulle i Europa, var jeg blevet ristet, og måske havde I ringet efter en blå vogn, siger han.
FCM-træneren var dog lykkelig efter sejren over OB. Den betyder nemlig, at Riddersholms mandskab ikke længere kan rykke ned i den næstbedste række.
- Det betyder alverden. Vi fik begravet nedrykningsspøgelset, og ikke mindst fik vi lagt et lille lag på vores spil. Vi løftede vores spillemæssige niveau betragteligt, og det glæder mig utroligt meget, siger han.
FC Midtjylland kravler med sejren op over OB på sjettepladsen og har nu 40 point. Glen Riddersholms tropper får i næste runde besøg af Randers FC.
/ritzau/