Frank Kristensen har scoret mål på samlebånd i Superligaen, men hans bedste mål i karrieren blev scoret fredag aften i den næstbedste række.
Det er i hvert fald vurderingen fra den 35-årige angriber, som indledte målscoringen med en flot fuldtræffer, da Randers FC rykkede op i Superligaen med en 3-1-sejr hjemme over AB.
- Nu har jeg spillet fodbold i 32 år, og jeg har aldrig lavet så godt et mål. Jeg håber ikke, at der skal gå 32 år, før jeg oplever det igen, siger Frank Kristensen til TV2 Sport.
Den tidligere FC Midtjylland-angriber tog sidste år turen med ned til den næstbedste række, da Randers FC rykkede ud af Superligaen.
Nu glæder Frank Kristensen sig til igen at opleve suset fra Superligaen, for karrierestoppet lurer et sted forude.
- Nu må vi se. Jeg tager i hvert fald et år i Superligaen med. Det bliver noget andet, og det bliver meget sjovere at slutte på den måde, siger angriberen.
/ritzau/