Fire danske VM-roere med lolland-falsterske rødder.
MÜNCHEN En nuværende og tre tidligere roere fra Lolland-Falster er sluppet gennem nåleøjet og er blevet udtaget til verdensmesterskaberne i roning.
Disse finder sted de næste otte dage i München i Tyskland.
Og forventningerne er især store til den tidligere Nykøbing-roer Mads Reinholdt Rasmussen (Danske Studenters Roklub) og hans makker Rasmus Quist Hansen fra Fredensborg. De har vundet sæsonens tre World Cup-løb på overbevisende facon. Og så er de forsvarende verdensmestre. For et år siden roede de VM-guldet hjem i Eton, England.
Mads Rasmussen, som flyttede fra Nykøbing F. til Bagsværd Roklub for syv år og Rasmus Quist er det største danske guld-håb i München. Og de sigter også på at genvinde titlen.
Mads Kruse-Andersen, som har fået sin ro-opdragelse i Sakskøbing og Maribo og nu repræsenterer Bagsværd, er med i den såkaldte ?guldfirer? sammen med Eskild Ebbesen, DSR, Bo Brask Jørgensen, Bagsværd, og Morten Jørgensen, Næstved. Men der har ikke været så meget guldglans over båden endnu.
Jonas Thygesen, søn af den tidligere formand i Nakskov Roklub, Leif Thygesen, er med i letvægtsotteren med styrmand.
Fælles for de tre tidligere LF-roere er, at de skal ro indledende løb mandag.
VM åbner søndag og letvægtsdobbeltfireren med Sophus Johannesen fra Nykøbing F. Roklub, Martin Batenburg, Roskilde, samt Furesø-roerne Nils Stene og Henrik Stephansen, skal ro indledende løb på førstedagen søndag.
Samtlige danske roere har været i træningslejr i Østrig hele august og alle meldes i fremragende form.
Torsdag rejste de danske roere fra træningslejren i Völkermarkt til München.