Manchester United har i årets første tre måneder haft en rekordstor omsætning på 91,7 millioner pund svarende til 807 millioner kroner.
Det er især en stigning på 52 procent i sponsorindtægter, der har sikret den økonomiske fremgang hos de nykårede engelske mestre.
- Alle vores tre store indtjeningskilder - kommercielle aktiviteter, tv-rettigheder og omsætning på kampdage - har hjulpet os til at opnå rekordomsætningen i dette kvartal, siger næstformand Ed Woodward ifølge AFP.
Mens pengene vælter ind i Manchester United, så er omkostningerne også steget. Årets tre første måneder bød på udgifter på 696 millioner kroner.
Blandt andet steg klubbens lønninger med 25,1 procent i forhold til samme tidspunkt i 2012. United aflønnede sine medarbejdere med i alt 395 millioner kroner fra januar til marts.
/ritzau/