Han spillede i FC Barcelona fra 2008 til 2010. Men siden 2010 har det heddet AG København for den nyligt kårede verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen.
Derfor var det da også et glædeligt gensyn med tidligere venner, da AG København lørdag spillede returopgør i Champions League-kvartfinalen mod FC Barcelona.
Sol og vind blev fordelt således, at Barcelona vandt returopgøret med 36-33, men det var ikke nok til at indhente AGK's sejr fra første opgør på 29-23, så det danske hold gik videre med en samlet sejr på 62-59.
Dermed har det danske hold elimineret de forsvarende Champions League-mestre allerede i kvartfinalen.
- Vi vil gerne vinde det hele og for at gøre det, så skal vi slå sådan et hold som Barcelona.
- Vi viste, at vi er et godt hold, siger Mikkel Hansen.
Kampen i Barcelona endte med at blive spændende i den sidste halvdel af anden halvleg, men det havde en årsag.
- Vi blev trætte, vi brændte chancer og lavede nogle småfejl. Men alt i alt spillede vi en flot kamp, siger Mikkel Hansen.
På spørgsmålet om hvad der overhovedet kan stoppe AGK, når man allerede i kvartfinalen har elimineret de forsvarende mestre, er svaret fra den 24-årige venstreback klart.
- Forhåbentlig ingenting, siger han med et smil.
Semifinalen i Champions League spilles i Köln 26. maj.
/ritzau/