Rosenborg forsvarede søndag førstepladsen i den bedste norske fodboldrække Tippeligaen med hjælp fra et par målfarlige danskere.
Mesterskabsfavoritterne vandt 4-1 i den svære udebanekamp mod Brann Bergen, der før spillerunden indtog en fjerdeplads.
Nicki Bille Nielsen scorede sit sjette sæsonmål efter bare seks minutter, da han opsnappede bolden ved bageste stolpe og kunne prikke den i mål til 1-0.
I begyndelsen af anden halvleg slog den tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen til, da han modtog bolden på kanten af feltet og rundede hjemmeholdets målmand. Mike Jensen kunne nemt trille bolden over målstregen til 2-0.
Kort efter øgede Alexander Søderlund til 3-0 for det norske tophold, inden John Chibuike sendte Rosenborg yderligere i front i slutfasen. Det lykkedes dog Brann at få et trøstmål i overtiden.
Rosenborg topper ligaen med et forspring på to point til Strømsgodset, der vandt sikkert med 6-1 over Hønefoss.
/ritzau/