FC Nordsjælland er fortsat i nedrykningsfare trods sejren over Lyngby, mener anfører Nicolai Stokholm.
Da FC Nordsjællands spillere søndag eftermiddag gik ind til kampen mod Lyngby, gjorde de det i bevidstheden om, at FCN lå på sidstepladsen i SAS Ligaen.
To timer senere lå FCN placeret som nummer otte efter 2-1-sejren, men det får ikke anfører Nicolai Stokholm til at række armene jublende i vejret.
- Vi skal se i øjnene, at vi ligger blandt de hold, der er i nedrykningsfare. Halvdelen af sæsonen er spillet, og tabellen lyver ikke, siger den 34-årige midtbanespiller.
- Vi fik vist noget fight, og vi havde taget arbejdshandskerne på til dagens kamp for at få tre point, siger Nicolai Stokholm.
FCN har med sejren tre point ned til bundholdene AaB og Esbjerg.
FC Nordsjælland har endnu tre ligakampe tilbage før vinterpausen - en udekamp mod FC København og derefter to hjemmekampe mod Sønderjyske og AC Horsens.
- Vi ved, at vi skal skrabe så mange point til os som muligt inden vinterpausen. Vi har stadig tre meget spændende kampe, heraf to på hjemmebane, som er lige så vigtige som den i dag, vurderer Nicolai Stokholm. /ritzau/