Bjarne Riis er glad for at se sin holdkaptajn vise styrke på fjerde etape, men vil ikke lægge for meget i det.
Efter det store tidstab på første etape til holdkaptajn Alberto Contador er optimismen så småt vendt tilbage på Saxo Bank-Sungard-holdet.
Contador var således centimeter fra en etapesejr tirsdag, og han hentede otte sekunder af Andy Schlecks forspring takket være sin offensiv op ad stigningen ved Mûr-de Bretagne.
- Det var en god test. Det siger mig, at han er klar. Han ville i hvert fald prøve noget, siger holdejer Bjarne Riis til TV2 Sporten.
Han var dog forsigtig med at konkludere noget om styrkeforholdet mellem favoritterne efter dagens etape.
- Det er alt for tidligt. Det var kun en lille stigning, og de fleste sad der, hvor de skulle, siger Riis.
Han havde frygtet, at regnvejret og de mange små bakker undervejs ville have resulteret i større dramatik, end det endte med.
- Det blev knap så hårdt og spektakulært, som vi havde frygtet, men det blev en fin finale alligevel, siger holdets chef til tv-stationen.
/ritzau/