Slovakken Peter Sagan er vild med Californien. Natten til onsdag vandt han sin niende etapesejr i Tour of California.
Slovakken var hurtigst i en massespurt blandt 100 ryttere efter, at et længere udbrud med blandt andre Andy Schleck og danskeren Jonas Aaen var kørt ind.
Michael Mørkøv (Saxo-Tinkoff) blandede sig i massespurten og blev nummer 10 på etapen.
Brian Vandborg (Cannondale) kunne ud over etapesejren til holdkammeraten Sagan, glæde sig over, at han rykkede en plads frem i den samlede stilling, så han nu er nummer 23. Vandborg er fem minutter og syv sekunder efter den førende colombianer Janier Acevedo.
Saxo-Tinkoffs Michael Rogers er fortsat nummer fem. Han er 55 sekunder efter Acevedo, og som tidligere verdensmester i enkeltstart, glæder han sig formentlig til fredagens tidskørsel på knapt 32 kilometer.
Mandagens ekstreme varme var stadig et samtaleemne på tredje etape af Tour of California. De to ryttere, som røg på hospitalet med hedeslag, startede ikke tirsdag.
Men heldigvis for rytterne, var heden knapt så udtalt på de 177 kilometer fra Palmdale til Santa Clarita. Nu forlader rytterne Californiens ørkenlandskab og kører ud til kysten, så temperaturerne skulle blive til at holde ud.
/ritzau/