Francisco Ventoso vandt sjette etape af Giroen efter en tæt kamp mod sprinterstjernen Alessandro Petacchi.
Efter en stærk spurtafslutning vandt spanske Francisco Ventoso sjette etape af cykelløbet Giro d'Italia. I afslutningen, der gik lidt op ad bakke, snød han manden i den røde pointtrøje, Alessandro Petacchi.
Egentlig var Petacchi forbi etapevinderen kort før målstregen, men pludselig stoppede han med at træde igennem, og Ventoso kørte forbi til etapesejren.
De 216 kilometer mellem Orvieto og Fiuggi blev præget af et udbrud, hvor fem mand slap af sted. De fik et forspring på mere end fem minutter, inden feltet for alvor begyndte at sætte tempo.
Som så mange gange før blev der herefter spist stille og roligt ind på udbrydernes forspring. Det lykkedes dog udbryderne med Quicksteps Kristof Vandewalle i spidsen at holde stand i lang tid.
En stærkt kørende Vandewalle valgte at køre alene til sidst, men blev hentet knap to kilometer før mål.
Etapen gav ingen forskydninger i toppen af klassementet, hvor hollandske Pieter Weening fører med blot to sekunder til Marco Pinotti og Kanstantsin Sivtsov.
/ritzau/