Spansk politi har anholdt seks personer i en sag om matchfixing i forbindelse med en pokalkamp i Copa del Rey.
De anholdte er mistænkt efter at have vundet 30.000 euro - svarende til 223.000 kroner - på opgøret mellem Levante og Huracan Melilla fra den femtebedste spanske række i december 2021.
Det oplyser politiet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Levante vandt kampen med 8-0.
Anholdelserne fandt sted et døgn efter, at en regional domstol havde afhørt seks personer, heriblandt en tidligere spiller fra Huracan Melilla.
Politiet bekræfter at have åbnet efterforskningen på opfordring fra La Liga og flere bookmakere.
La Liga og Spaniens Fodboldforbund (RFEF) tog del i efterforskningen, udtaler politiet.
Huracan Melilla bekendtgjorde torsdag, at man vil samarbejde i forsøget på bekæmpe svindel.
- Vi ønsker at gøre det klart, at hvis aktive medlemmer af klubben er involveret vil disciplinære og retlige tiltag blive iværksat omgående, skrev klubben.
/ritzau/