Efter lange forhandlinger er NFH nået til enighed med Kenneth Sahlholdt om et fortsat samarbejde.
Tirsdag eftermiddag i Jyske Banks lokaler i Jernbanegade i Nykøbing kunne en glad NFH-formand, Henrik Hansen, afsløre, at parterne har underskrevet en ny kontrakt, der har en løbetid over to år. At seancen fandt sted i Jyske Bank er ikke tilfældigt: Jyske Bank har spyttet et sekscifret beløb i NFH’skasse.
- Pengene fra Jyske Bank har gjort det muligt for os at beholde “Salle” i yderligere to år, siger Henrik Hansen.
- Det er det hidtil største enkeltsponsorat, som Jyske Bank i Nykøbing har lavet, erkender filialdirektør Kim Hansen om aftalen med NFH.
Akkurat som i den nuværende kontrakt, der rinder ud 30. juni, får Kenneth Sahlholdt titel af cheftræner og sportschef.
- Jeg har hele tiden haft NFH som min første, anden og tredje prioritet, så jeg er meget glad for, at vi nu har forlænget aftalen. Det har taget en del tid, ja, men der har været en masse praktiske ting, der skulle falde på plads, afslører Kenneth Sahlholdt.
Han peger på, blandt andet på, at familien, der omfatter den tidligere landsholdsmålvogter Mette Iversen Sahlholdt og parrets to børn, havde besluttet sig for at sætte huset på Sydfyn til salg. De ville flytte til den by, hvor han skulle arbejde som håndboldtræner de næste sæsoner for at slippe for de mange og lange køreture.
Den fremtidige bolig i Nykøbing er fundet. Sahlholdt-familien flytter midt i juni ind i et lejet hus ved siden af Nykøbing F. Hallen.