Spillerne fra AIK Stockholm og IFK Göteborg besluttede mandag aften at afbryde mødet mellem de to klubber i Allsvenskan i det 27. minut for at hylde AIK's afdøde målmand Ivan Turina.
Den 32-årige kroatiske målmand døde natten til torsdag i sidste uge - sandsynligvis på grund af sygdom, men det skal en obduktion skabe klarhed over.
Turina optrådte i trøje nummer 27 for AIK, og da kampuret nærmede sig de 27 minutter, blev bolden sparket ud af banen. Herefter begyndte spillere og dommere at klappe til ære for kroaten.
Ivan Turinas alt for tidlige død blev markeret på flere måder allerede før første fløjt.
Mange af AIK's fans troppede op på stadion med bannere og afbildninger af Turina lang tid før kampstart til ære for målmanden, og der var lagt massevis af roser bag hjemmeholdets mål.
Ivan Turina nåede at spille fem ligakampe for AIK i denne sæson, og han var senest på banen den 22. april mod Gefle, hvor han blev udskiftet på grund af en lårskade.
AIK vandt i øvrigt opgøret mod IFK Göteborg med 3-1. Stockholm-klubben er placeret på en ottendeplads midt i den bedste svenske fodboldrække med ni point efter syv spillerunder.
IFK Göteborg har 14 point på ligaens tredjeplads.
/ritzau/