Værtsnationen Sverige har fortsat ualmindelig svært ved at få spillet til at fungere ved ishockey-VM.
Godt nok vandt Sverige lørdag eftermiddag 2-0 over Slovenien og hjalp Danmark et stort skridt nærmere overlevelse, men præstationen var af tvivlsom kvalitet.
Den gode nyhed for svenskerne er, at holdet får væsentlig offensiv forstærkning fra og med kampen mod Danmark tirsdag aften, når tvillingerne Henrik og Daniel Sedin fra Vancouver Canucks støder til holdet.
Det er absolut tiltrængt på et "Trekronor", der slet ikke tåler sammenligning med mange af de store hold, den stolte ishockeynation har kunnet mønstre gennem årene.
Specielt effektiviteten halter. Sverige er det hold, der skal bruge absolut flest skud per mål af alle i VM-turneringen, og det svenske powerplay er mildest talt harmløst.
Det er betegnede, at publikum i den næsten fuldsatte Globen inde i tredje periode fortsat sad med livet i hænderne, selv om svenskerne havde haft fire gange så mange skud på mål som Slovenien.
Sverige førte nemlig kun 1-0 mod gruppens dårligste hold, og de skuffede tilskuere sendte flere pibekoncerter af sted mod hjemmeholdet, der ikke på noget tidspunkt imponerede.
Fredrik Petterssons mål til 2-0 afgjorde kampen, men overbevist ikke om, at landstræner Pär Mårts har et hold i støbeskeen, der kan vinde VM-guld, så nu bliver det op til Sedin-tvillingerne at få publikum op af sæderne i den kommende uge.
For Danmark betyder resultatet, at danskerne overlever, hvis Slovenien ikke slår mægtige Canada i ordinær tid på mandag. Og den kamp er oven i købet kun vigtig, hvis ikke Danmark forinden har taget et point mod Hviderusland.
/ritzau/