Tour de France kræver nu, at den detroniserede Tour de France-stjerne Lance Armstrong tilbagebetaler alle de præmiepenge, han har vundet i løbet siden 1999.
Det kræver Tourens direktør Christian Prudhomme, efter at Armstrong mandag blev frakendt sine syv samlede sejre i det franske etapeløb.
- UCI-reglerne er helt klare, hvis du mister en placering, som gjorde dig fortjent til præmiepenge, må disse penge betales retur, siger Christian Prudhomme.
Ifølge den franske sportsavis L'Equipe har amerikaneren samlet indkasseret i omegnen af tre millioner euro, svarende til 22 millioner kroner, for sine præstationer på de franske landeveje.
I det hele taget vælter kravene ind mod Armstrong, efter at den internationale cykelunion UCI officielt har frataget ham alle resultater siden 1. august 1998.
Også det amerikanske forsikringsselskab SCA Promotions i Texas kræver, at den tidligere cykelrytter tilbagebetaler en anselig sum.
Firmaet forlanger et beløb svarende til 43 millioner danske kroner, som blandt andet blev udbetalt til Armstrong som bonus for hans sejre i Tour de France.
Dengang nægtede firmaet at betale, fordi Armstrong efter deres opfattelse ikke var "en ren" rytter, men Armstrong lagde sag an mod firmaet og vandt.
Nu kræver SCA Promotions, at Armstrong betaler både bonus og sagsomkostninger tilbage.
/ritzau/AFP