Svømmebassinet ved Commonwealth Games er under mistanke for at give svømmerne diaré.
Så er der nye problemer ved Commonwealth Games - og denne gang er det i de deltagende svømmeres maver, den er gal med.
40 engelske og 12 australske svømmere klagede torsdag over, at de lider af ubehag og diaré, og deres holdledere har kastet det kritiske blik på bakterieniveauet i det svømmebassin, hvor man varmer op før konkurrencerne.
- Vi må undersøge dette med det samme. Hvis vandet ikke er sikkert, så skal vi selvfølgelig ikke svømme i det, siger legenes præsident, Mike Fennell.
- Det bekymrer os, hvis ikke atleterne kan levere på topniveau, siger han.
Vandproblemerne er blot det seneste i en efterhånden lang række.
Hele optakten til legene var præget af uro i form af terrorfrygt, historier om korruption og meget sløjt håndværkerarbejde med at få New Delhi gjort klar til begivenheden.
/ritzau/