UCI-præsident Pat McQuaid vil have en hurtig afgørelse i Alberto Contadors clenbuterol-sag. Samtidig kræver han vilje fra Spaniens regering i dopingbekæmpelsen.
Præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Pat McQuaid, ønsker en hurtig afgørelse i den kontroversielle sag, der handler om fundet af clenbuterol hos Alberto Contador.
Det skyldes, at flere måneders ventetid vil skade cykelsporten endnu mere.
McQuaid vil derfor lægge pres på generaldirektøren for det internationale antidopingagentur, Wada, David Howman, for at få fremskyndet en afgørelse.
- Det er i sportens interesse, at sagen med Contador bliver tilendebragt så hurtig som muligt, siger Pat McQuaid.
- Derfor vil jeg diskutere emnet med David Howman i weekenden for at finde ud af, hvor vi helt nøjagtig står, fortæller UCI-præsidenten.
Alberto Contador, der i sommer vandt Tour de France for tredje gang, blev under etapeløbet testet positiv for det præstationsfremmende middel, Clenbuterol.
Den kommende Saxo Bank-Sungard-rytter har fortalt, at den lille mængde Clenbuterol, der er 400 gange mindre end det, som dopinglaboratorierne skal kunne måle, stammer fra en bøf.
Samtidig med Contadors sag, så er flere spanske cykelryttere de seneste dage kommet på kant med dopinglovgivningen, hvilket får Pat McQuaid til at henvende sig til den spanske regering.
- Regeringen må anerkende, at der er et problem, og det ved jeg endnu ikke, om den har gjort, siger UCI-bossen.
- 50 procent, jeg kender ikke det helt nøjagtige tal, men en stor procentdel af dopingsagerne kommer fra Spanien, og foreløbig lader det ikke til, at der er nogen vilje til at tackle det. Den vilje skal komme fra regeringen, mener Pat McQuaid.
I løbet af ugen er også Ezequiel Mosquera, der blev nummer to i dette års udgave af Vuelta a España, sammen med David Garcia Da Pena blevet suspenderet. Også mountainbike-rytteren Margarita Fullana er suspenderet på grund af en verserende dopingsag.
/ritzau/