Viborg HK vil tigge det europæiske håndboldforbund, EHF, om et wildcard til Champions League.
Viborgs håndboldkvinder har ikke formået at kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
Alligevel gør den kriseramte storklub sig forhåbninger om at være med på første klasse i Europa til efteråret.
- Vi går efter et wild card og vil spørge EHF om muligheden, siger direktør Peter Cassøe til DR Sporten.
Han erkender, at denne sæson har ødelagt meget for klubben, der er vant til at spille med om DM-guld og titler i Europa. At vinde bronze i Danmark er ikke godt nok i Viborg.
- Det har været den værste sæson i mange år. Alt det, der kan, er gået galt. Rent sportsligt trækker det to sæsoner med, fordi det rammer Champions League i næste sæson, forklarer Peter Cassøe.
Direktøren forventer sig meget af det kommende år, hvor der bliver en del udskiftninger på holdet.
- Vi arbejder med et generationsskifte, men skal ikke træde et skridt tilbage. Hvis vi kigger på resten af Danmark, er der ingen, der har et bedre hold end os, og spillerne er opsatte på at vise noget andet til næste år, siger Peter Cassøe.
I år kæmper Randers HK og FCM Håndbold om DM-guldet. Efter to finalekampe står der 1-1 i finaleserien, der afgøres over tre kampe.
/ritzau/