Over 700 fanger er flygtet fra et fængsel i Nigeria, efter en islamistisk sekt angreb det, siger chefen for landets fængselsvæsen.
Efter et angreb på et fængsel i det nordlige Nigeria er stort set samtlige fanger flygtet, herunder også medlemmer af en yderliggående islamistisk gruppe.
Det er formentlig deres organisation, Boko Haram, som stod bag angrebet på fængslet, siger chefen for Nigerias fængselsvæsen, Mohammed Ahmed.
Angrebet fandt sted natten til onsdag og førte til voldsomme skudvekslinger mellem de formodede islamister på den ene side og politi og militær på den anden side.
Inden angrebet havde fængslet 762 indsatte, men de 732 formåede at flygte, siger Ahmed.
- Alle de Boko Haram-mistænkte, der var varetægtsfængslet, er flygtet. Der var 150 af dem, siger fængselschefen.
Ifølge politiet er 20 fanger foreløbig blevet anholdt efter flugten, heriblandt 11 formodede medlemmer af den islamistiske bevægelse.
Fire personer døde ved angrebet - en soldat, en politimand og to beboere.
/ritzau/AFP