To embedsmænd i det afghanske sundhedsministerium i Kabul har stjålet norsk bistandshjælp for 600.000 kroner. De menes at være flygtet med pengene.
To direktører i det afghanske sundhedsministerium i Kabul har stjålet norsk bistandshjælp for knap 600.000 norske kroner (560.000 kroner) uden at blive straffet. De to mænd menes at forladt landet med pengene.
De to mænd var henholdsvis direktør og vicedirektør for den ambulancetjeneste, som Norsk Røde Kors siden 2002 har opbygget i den afghanske hovedstad og gradvis har overdraget til afghanerne.
Nødhjælpen har de to mænd stjålet i løbet af de seneste år, skriver Bergens Tidende.
Røde Kors slog alarm i oktober 2009, efter at den norske administrator for projektet fik mistanke om, at der var noget galt.
Røde Kors har tilbagebetalt pengene til den norske stat.
Umiddelbart efter at tyveriet blev opdaget, bad de norske myndigheder om at de to mænd blev afskediget og politianmeldt. Men selv om, de har mistet jobbet, er de hverken blevet anholdt eller straffet for tyveriet.
Norsk Røde Kors' udlandschef, Arnulf Torbjørn, siger til Bergens Tidende, at han tror, at de to mænd er flygtet til udlandet.
Afghanistan er den største modtager af norsk bistand, som i år er på 750.000 norske kroner (700.000 kroner).
/ritzau/NTB