Den tropiske storm Alex i Den Mexicanske Golf er opgraderet til en orkan. Det oplyser det amerikanske stormcenter.
Den tropiske storm Alex tager til i styrke. Stormvejret i Den Mexicanske Golf opgraderes nu til en orkan, hvilket er den første af sin slags i år.
Det oplyser det amerikanske stormcenter, National Hurricane Center (NHC), imens stormen er begyndt at blæse ind mod den amerikanske kyst.
Stormen har weekenden over skabt stor bekymring blandt dem, som har ansvaret for at forsøge at standse den massive olieforurening fra det britiske selskab BP's havarerede boreplatform syd for New Orleans.
NHC siger, at Alex' vindstyrke nærmer sig omkring 120 km/t og ventes at ramme Texas' kyst i løbet af onsdag eller torsdag.
/ritzau/Reuters