Iranske medier bringer på ny en historie om en amerikansk spion to dage efter dementi af en lignende sag.
Iransk grænsepoliti har lørdag oplyst, at det har anholdt en amerikansk kvinde, mistænkt for at spionere til fordel for USA, skriver det halvofficielle iranske nyhedsbureau Fars.
Det sker to dage efter, at det iranske stats-tv sagde, at en tilsvarende historie ikke var sand.
- Den kvindelige amerikanske spion blev anholdt ved Jolfa tæt på grænsen til Armenien, citerer Fars vicekommandør for det statslige grænsepoliti Ahmad Geravand for at sige.
Nyhedsbureauet ISNA havde også historien om den amerikanske kvinde lørdag.
/ritzau/