En menneskejagt er slut, efter at amerikansk politi søndag skød og dræbte en mand, der var eftersøgt for fire drab nær byen Atlanta i weekenden.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge talspersonen for sheriffen i amtet Henry, Syntonnia Moore, skød politiet 40-årige Andre Longmore i amtet Clayton, skriver AP.
Myndighederne var efter den mistænkte på grund af drabene på fire personer lørdag morgen lokal tid i Hampton syd for Atlanta i delstaten Georgia.
Vicemarskallen Van Grady bekræfter søndagens episode.
- Han skød på betjente, og de returnerede ild, lyder det ifølge AP.
En dusør på 10.000 dollar var blevet udstedt for information, der kunne føre til Andre Longmores anholdelse. Det svarer til cirka 66.000 kroner.
AP skriver, at offentlige journaler viser, at Andre Longmore boede omkring 40 kilometer syd for Atlanta.
Det eventuelle motiv for skyderierne af de fire personer har politiet indtil videre ikke oplyst nærmere om.
Adskillige lokale retshåndhævende myndigheder hjalp med efterforskningen af sagen.
I USA har der i år været over 380 masseskyderier, viser data fra Gun Violence Archive, der laver statistik på området.
Masseskyderier er defineret som hændelser, hvor mindst fire personer bliver skudt.
I løbet af årets første seks måneder havde der ifølge AP været 28 massedrab. Massedrab er defineret ved, at mindst fire personer er dræbt.
140 personer har mistet livet i forbindelse med massedrab i USA fra 1. januar til 30. juni. Det er ifølge AP de dødeligste seks måneder, hvad angår massedrab, siden i hvert fald 2006, hvor deres tal går tilbage til.
Skudvåben har været involveret i alle de registrerede massedrab bortset fra et.
/ritzau/