Det Hvide Hus siger, at islandsk askesky ændrer bane, og det tvinger præsidenten til hurtig exit fra Irland.
Askeskyen fra en islandsk vulkan tvinger USA's præsident, Barack Obama, til at afkorte sit besøg i Irland.
En talsmand for Det Hvide Hus siger, at Obama allerede mandag aften vil flyve til London, der er næste stop på hans Europa-rejse.
- På grund af en nylig ændring i den vulkanske askeskys bane så vil Air Force One flyve fra Irland til London i aften, siger talsmanden.
Men Obama nåede mandag aften at tale til 20.000 ellevilde Dublin-borgere i byens midte.
Han fremhævede i sin tale sine irske rødder. Hans tiptipoldefar stammer fra Moneygall i hjertet af Irland.
Tiptipoldefaren forlod Irland i 1850, hvor kartoffelpesten og fattigdommen kostede mange irere livet og drev millioner til at emigrere til USA.
- Vi føler os meget hjemme her, sagde Obama med sin kone Michelle ved sin side til de begejstrede tilhørere.
/ritzau/Reuters