Breiviks offer: Sådan er det at dø

69 personer blev ofre på Arbeiderpartiets Ungdomsforbunds sommerlejr på den lille ø i Tyrifjorden omkring 40 kilometer vest for hovedstaden. Få timer inden havde Breiviks terrorbombe dræbt otte mennesker i centrum af Oslo.

Under flugten fra cafébygningen på Utøya mistede Libak kontrollen over sin krop og var sikker på, at hun var ved at dø.

- Der var mange skader, siger anklager Svein Holden, efter at Libak i retten tirsdag havde gennemgået sine skudskader i hænderne, kæben, brystet og ansigtet.

- Det er mange, svarer hun.

- Kan du huske noget af det, vil Holden vide.

- Jeg kan huske følelsen af at blive ramt. Det gjorde ikke ondt, men jeg forstod det alligevel med det samme. Jeg mistede følelsen i begge hænder og troede, at de var skudt af, siger Libak.

Hun fortæller også om den uvante smag af kuglen og blodet, som var i kæben, efter at hun var blevet skudt. Men på trods af de mange skader var hun i stand til at løbe ud.

Mange lå dræbt på gulvet rundt om hende, men i retten forklarer hun, at netop minderne af de dræbte er slettet fra hukommelsen.

- Jeg løb mod udgangen, men kunne mærke, at jeg ikke havde kontrol over min krop og tænkte: "Nu dør jeg. Sådan er det at dø", forklarer hun i retssal 250 i Oslo Tingrett.

Uden for caféen bliver hun stående i nærheden af toiletskurene.

- Der var rigtig meget blod, og jeg prøvede at stoppe det. Men blodet var over alt. Hvis man er skudt så mange gange, så har man ikke nok hænder, og hænderne fungerede heller ikke så godt, forklarer Libak og fortsætter:

- Jeg råbte flere gange: "jeg er skudt, jeg er skudt, jeg er ved at dø". Men da jeg så situationen omkring mig, fattede jeg, at det ikke kun var mig, der var skudt, og at det her var meget større end mig, forklarer hun i retten.

Derpå blev hun båret væk fra stedet af den 18-årige kammerat Ole Martin Juul Slyngstadli.

- Jeg har aldrig set nogen løbe så hurtigt eller være så stærk, forklarer hun energisk i retten.

/ritzau/NTB