Storbritanniens premierminister, David Cameron, rejser tirsdag til Tyrkiet for blandt andet at vise sin stærke støtte til, at landet optages i EU.
David Cameron er klar med et løfte til Tyrkiet, når han tirsdag besøger landet for første gang, siden han tiltrådte som Storbritanniens premierminister i maj: Han er villig til at trodse modstanderne og kæmpe hårdt for tyrkisk medlemskab af EU.
Det fremgår af lækkede uddrag fra den tale, Cameron skal holde under besøget.
- Sammen skal vi brolægge vejen fra Ankara til Bruxelles, vil Cameron slå fast.
Tyrkiet har allerede begyndt en langsom proces frem mod EU-medlemskab. Landets tilknytning til unionen vækker dog dyb splittelse hos de 27 nuværende EU-lande.
Særligt har Frankrig været markant i sin modstand mod et tyrkisk medlemskab. Landets præsident, Nicolas Sarkozy, gjorde eksempelvis spørgsmålet til et tema under valgkampen i 2007.
Men den franske holdning vinder langtfra gehør hos David Cameron. Han er af den overbevisning, at Tyrkiet vil bidrage til større politisk stabilitet i unionen, takket være landets gode økonomiske potentiale samt stigende indflydelse i det urolige Mellemøsten.
- Så jeg vil forblive jeres størst mulige fortaler for et EU-medlemskab og for større indflydelse i toppen af det europæiske diplomati. Dette er noget, jeg er vægter meget højt, vil Cameron sige i sin tale, der bliver afholdt hos en indflydelsesrig tyrkisk forretningsorganisation.
/ritzau/Reuters