Downing Street er ramme om samtaler mellem Obama og Cameron og en efterfølgende barbecue med krigsveteraner.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har haft samtaler med den britiske premierminister, David Cameron. Højt på dagsordenen stod omvæltningerne i den arabiske verden og Natos bestræbelser på at stække Libyens leder, Muammar Gaddafi.
Præsidenten og premierministeren havde et halvanden timer langt møde i Downing Street 10.
Samtalerne mellem Obama og Cameron kommer, efter at deres to lande har intensiveret offensiven mod oberst Gaddafi.
Britiske medier skriver, at de to ledere antageligt også skulle diskutere muligheden af at gå i en eller anden form for dialog med Taliban i Afghanistan, hvor USA agter at overdrage sikkerhedsopgaver til den afghanske regering i 2014.
Storbritanniens vicepremierminister, Nick Clegg, og udenrigsminister William Hague deltog også i mødet. Det samme gjorde den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.
Efter samtalerne i den britiske premierministerbolig, sluttede Obama og Cameron sig til et grill-arrangement i haven. Værterne her var de to lederes hustruer, Michelle og Samantha.
Arrangementet var stablet på benene til ære for amerikanske og britiske veteraner fra krigene i Irak og Afghanistan.
/ritzau/AFP