En eksplosion har sat ild til en vigtig olierørledning ind til den syriske by Homs, der har været centrum for opstanden mod præsident Bashar al-Assad. Det siger øjenvidner i byen.
Eksplosionen har ramt rørledningen tæt ved byens raffinaderi, der er et af de største i Syrien, og tyk sort røg vælter op fra rørledningen.
Der er ikke oplysninger om tilskadekomne, men øjenvidner siger, at eksplosionen skyldes bomber fra kampvogne, der har beskudt distriktet Bab Amro.
- Kampvogne har bombet løs hele morgenen. En bombe ramte rørledningen, siger en aktivist i byen, der fortæller om vedvarende skyderi i området.
Næsten samtidig oplyste aktivister, at syriske sikkerhedsstyrker har dræbt mindst 10 personer i den nærliggende by Rastan, der også ligger i Homs-provinsen.
- De angreb aktivister og deres pårørende. En kampvogn beskød et hus, og 10 blev dræbt og 15 såret, siger en aktivist i byen.
Uroen i Syrien kommer samtidig med, at FN's Sikkerhedsråd diskutere en resolution, der fordømmer de syriske styrkers blodige fremfærd mod prodemokratiske demonstranter i landet.
Vestlige lande vil sammen med Den Arabiske Liga opfordre al-Assad til at træde tilbage og indføre et forbud mod salg af våben til Syrien.
Det modsætter Rusland sig, der siger, at omverden skal blande sig uden om udviklingen i Syrien.
/ritzau/Reuters