En lille mus har stoppet et SAS-fly, der skulle flyve 200 passagerer fra Stockholm til New York.
200 passagerer, der skulle til New York fra Stockholm onsdag morgen, fik deres rejse udskudt på ubestemt tid på grund af en blind passager i et SAS-fly. En mus.
Kabinepersonalet på et SAS-fly havde undervejs til Stockholm fra New York natten til onsdag set musen løbe omkring.
Men da flyet landede i Stockholm havde musen gemt sig, og SAS ville ikke sende flyet af sted igen med musen om bord.
- Ja. Det stemmer desværre. Flyet blev forsinket på grund af en mus. Flyet skal gennemgås og musen findes, siger Anders Lindström, talsmand for SAS.
- Musen udgør ikke nogen sikkerhedsrisiko. Men passagererne bryder sig ikke rigtig om mus, der springer omkring, fortsætter talsmanden.
De 200 passagerer blev ombooket til andre fly og kom af sted til New York med forsinkelser.
For at fange musen placerede SAS musefælder rundt om i flyet. Midt på eftermiddagen var musen endnu ikke fanget.
/ritzau/